Guddommelig oplevelse i Montserrat
Jeg er taget 5 dage alene til klostret og katedralen i Montserrat. Det er underligt at være helt alene, når store spirituelle oplevelser sker. Jeg er så vant til, at noget nærmest først bliver virkeligt, når det er delt med en anden. Men det er jo nok noget af det, der er den største udvikling og forandring for mig, siden jeg begyndte den indre vækst. At jeg nu elsker mit eget selskab og ikke føler mig alene, når jeg er alene.
Det føles ikke længere ensomt længere, som det gjorde engang. For når jeg er sammen med mig, er jeg sammen med min sjæl og mærker den åndelige verden og den guddommelige kærlighed og livskraft, som alt er skabt af. Det skal dog kun være nogle dage, ellers er det ikke sjovt, for så længes jeg efter børnene og Mathies.
I dag havde jeg det dog anderledes. Jeg var ved at kløjs i frustration, mens jeg sad igen og igen og skrev store videnskabeligt funderede tekster til kurser og forløb, manuskript til videokursus mm.
Jeg brugte så lang tid, at jeg kom for sent ned til grotten, hvor Den Sorte Madonna blev fundet, men jeg vendte om kort inden, jeg var der, fordi det var ved at blive mørkt, og jeg var bange for, at det blev helt mørkt, inden jeg nåede tilbage. Og jeg var bange for at møde fremmede på stien, som kunne gøre mig fortræd, hvilket jeg ikke har været i meget lang tid. Og ja, så følte jeg mig faktisk ensom og alene, hvilket jeg heller ikke har gjort i mange måneder.
Men jeg fik en indsigt på den sidste strækning, hvilket varmede gevaldigt. Indsigten var, at mine retreats jo godt kan være spirituelle, uden at det ødelægger noget. Det gjorde mig meget glad. Jeg mødte fem bjerggeder, og den ene var meget optaget af mig, så da jeg havde taget lidt film til familien, skyndte jeg mig videre, så den ikke skulle prøve sine horn af på mig. Jeg tænkte ikke over, at vilde dyr ofte er et tegn fra min åndelige støtte om, at jeg er på rette spor. Så høj var min frekvens ikke. Jeg masede rundt i 3. dimension og kom ingen vegne. Jeg tabte også mit tørklæde, hvilket jeg var meget ked af.
Da jeg kom tilbage, kunne jeg nå at arbejde videre i 45 minutter inden aftenvesper. Jeg skrev teksterne til spirituel opvågning retreats, og det var dejligt.
Så greb jeg jakken og galopperede ned ad trapperne og spurtede forbi frakkeklædte gæster på vej til kirke, da jeg død og pine ville have en plads på første række, når nu jeg endelig skulle opleve en aftenvesper igen. Åh, jeg håbede, at den rare munk med skægget gik op og messede, og de andre svarede i sang, og at det førte til, at min yndlingsmunk sang min yndlingssalme.
Jeg fik en plads på første række, og det dejlige munkekor og drengekor sang med smukke, smukke stemmer, så det rungede af guddommelige toner i basilikaens guldbelagte vægge.
Men mit sind blev ved med at kapre min opmærksomhed. Igen og igen tog jeg mig selv i at arbejde videre oppe i hovedet. At skrive videre på tekster oppe i tankerne og planlægge retreats og regne på, hvad det skulle koste.
Af og til var min opmærksomhed igen tilbage i dette kirkerum, jeg har længtes sådan efter. I et af de øjeblikke dragedes mit blik op over koret, hvor der er et smukt vindue med dekorationer, der indrammer den sorte Madonna med Jesusbarnet på skødet, som står på sin piedestal i rummet bagved.
Da jeg kiggede på hende, var der noget så genkendeligt, at jeg først ikke forstod, hvorfor jeg tænkte på min barndom, og mit blik var tilbage på munkene. Men noget var forandret i luften omkring mig. Jeg kiggede op igen. Nu så jeg mig selv som barn. Jeg kiggede igen væk. Mest for at rumme oplevelsen. Hvad var det, jeg lige havde oplevet? Et synsbedrag?
Jeg kiggede op igen, og genkendelsen svøbte mig i et blødt, usynligt tæppe, og jeg var helt klar over, at det var endnu et guddommeligt mirakel, der tjente som besked til mig. Men jeg vidste endnu ikke hvilken, og jeg kunne ikke regne det ud.
Mine forældre har et billede hængende af mig i deres hjem, fra da jeg var omkring 4 år gammel, og det var den pige, jeg så i Jomfru Marias skikkelse. Hun var stadig sort, men ansigtet var vendt lidt over mod mig med pigens runde ansigt og page frisure.
Oplevelsen bragte mig til tårer, mens jeg sad der på den forreste kirkebænk i vished om, at jeg var den eneste, der var vidne til lige netop dette mirakel. Måske var der andre i rummet, der også havde guddommelige møder. Jeg følte mig oplyst indefra og undrede mig nærmest over, at folk ikke betragtede mig og undrede sig.
Oplevelsen fortsatte det meste af gudstjenesten, hvor jeg skiftevis fjernede blikket og vendte det tilbage med nakken bøjet bagover og våde øjne hvilende på dette billede af mig og en dyb genkendelse af kærlighed og hjem i hele kroppen. Jeg var så fri dengang, jeg havde den alder. Jeg fulgte altid min intuition, hvor end den førte mig hen. Mine forældres venner syntes, jeg var for vild og for meget, og jeg talte med naboens får, som var mine venner, og jeg brugte et utal af timer i hønsegården med min kælehøne, Esmaralda.
Jeg vendte flere gange blikket væk igen for at fatte, hvad der skete, for det var svært at rumme. Men hver gang jeg kiggede, var det stadig mig, der sad deroppe, mørk og med Jesusbarnet på mit skød.
Så kom min sang endelig. Jeg var så glad. Og min yndlingsmunk sang med sin stille, fine røst, hvilket jeg havde glædet mig sådan til. På nærmest blasfemisk vis var en ældre kvinde bag mig tydeligvis meget kristen og meget bekendt med teksten i salmen. Hun sang inderligt, højt og pivfalsk. Jeg var lykkelig over, at min guddommelige oplevelse havde hævet min energi så meget, at jeg kunne rumme det og ikke blev sur eller fik ondt af mig selv over, at hun ødelagde oplevelsen. Ikke ret meget i hvert fald. Jeg kiggede op igen. Jo, den var god nok. Det var stadig mig, der sad deroppe på piedestalen.
Som et lyn fra en klar himmel hørte jeg ordene for mit indre: “Find hjem.” Jeg kiggede op på mit barnebillede igen og mærkede, hvor hjemme i mig selv jeg var, da jeg var fire år. Fuldstændig upåvirket af etikette, statustab eller frygt. Jeg havde ikke engang haft mit første traume endnu. Det fik jeg et år senere, da jeg dagen inden, jeg skulle starte i børnehaveklasse, blev skamferet af en Sankt Bernhard hund. En oplevelse, jeg sjældent tænker på, men spøjst nok tænkte på for et par dage siden og prøvede at analysere mig frem til, hvad formålet med den oplevelse mon var set spirituelt. Måske at det var det, der skulle til, for at jeg fik min egen hund og mærkede, hvor forbundet med dyr, jeg er?
Ordene blev ved: “Find hjem.” Så slog det mig, at alt, hvad jeg var ved at lave som ReCreate produkter, lige så godt kunne omhandle spirituel opvågning og forløsningen af sjælens intelligens i os. Forløbene, videokurset og workshoppen. Jeg blev så glad, da jeg indså det, for pludselig føltes det let igen og som noget, jeg havde vildt meget lyst til. “Find hjem.” Ja, sgu da. Det var jo derfor, jeg følte mig frustreret og lost i de opgaver. Jeg var for langt væk fra mit sjælsformål. Roterede uden for min akse.
I ærefrygt over den intelligente levering af den indsigt søgte mit blik atter op imod mit barnejeg. Men jeg var væk. Nu var det igen den sorte Madonna, og hovedet var nu smalt og fikseret i centrum og ikke længere rundt med ansigtet vendt skrådt ned ad mod mig i kirken.
Igen måtte jeg kigge væk og op igen nogle gange for at opfatte, at det var virkeligt. Det var det. Hun ændrede ikke form. Ikke det mindste. Det var, som om mit hjerte sprang helt åbent. Tænk, at hun endnu engang har talt til mig. Tænk, at jeg er så støttet og elsket af så stor en kærlighedskraft.
Da gudstjenesten var slut, rejste jeg mig med en følelse af, at alle kunne se mit åbne, bankende hjerte og lykkelige smil, og jeg gik hurtigt over mod min lejlighed for at skrive oplevelsen ned.
Og sørme om mit elskede halstørklæde ikke var blevet fundet og hængt op lige der, hvor jeg gik forbi. Jeg tror, jeg havde tabt det nede ved bjerggederne på stien. Tak, tak, tak.
Nu sidder jeg i lejligheden ved stearinlysets skær og med udsigt til den blødt oplyste katedral og skriver dette. Det er det stærke ved at være her selv, og også derfor jeg ønskede at prøve det. Jeg bliver nødt til at rumme oplevelsen og den ekspansion, den giver. Jeg har ikke noget outlet i at tale om det med en anden, kun at skrive det her. Jeg kunne have ringet til nogen, men jeg kan godt lide følelsen af at være på nippet til at eksplodere af en indre guddommelig kraft. For jeg ved, at jeg ikke kan eksplodere. Kun transcendere. Og det vil jeg gerne.
Little did I know, at betydningen af “Find hjem” først for alvor gik op for mig dagen efter ved endnu en guddommelig oplevelse ved Maria Magdalena grotten.