Livet ruskede mig vågen
Første gang livet for alvor talte med store bogstaver, troede jeg, jeg havde fået en blodprop i hjernen. Lyset blev skarpt, omgivelserne slørede, og jeg havde svært ved at forme og huske ord. Jeg troede, at mit liv ville ende her, og jeg var frygteligt bange.
For dette var ikke en tid at forlade sine børn. Det var januar 2023. Rusland var utilregnelig og aggressiv, og det var knap et år siden, landet havde angrebet Ukraine. Kineserne og nordkoreanerne og Donald Trump bidrog til en kollektiv følelse af, at verdensfreden stod på et stillads af pindebrænde, og ingen kunne vide sig helt sikker.
I ambulancen så jeg de scenarier, jeg ikke havde ladet mit sind vise mig til fulde, mens jeg havde kontrol. Jeg så, hvordan krigen kom til Danmark, og jeg ikke var der til at bruge alle mine ressourcer på at holde mine børn i sikkerhed og få dem væk. Mit sind er stærkt, for jeg har fodret det med uddannelser, politik, strategi og analyser og ikke mindst en stor viden om verden gennem min journalistuddannelse og tid på Politiken. Og nu fik det frit spil på alle de primitive overlevelses-tangenter.
Jeg rystede fysisk af skræk på briksen i ambulancen, hvor jeg lå med blodfortyndende medicin i armen, en stjerne af en ambulanceredder ved min side og et PowerPoint-show af fremtidens katastrofer for mit indre blik. Det har efterfølgende rystet mig at indse, hvor stor en rolle frygt havde fået lov at spille i det liv, jeg levede. At der skulle være penge og position, for at min familie var bedre stillet i en krisetid. Bedre end hvem? Er det at leve? Eller er det bare at overleve?
Vi nåede frem til sygehuset i Aabenraa. Min mor kom, og min mand kom. De var bange. Det var jeg også. Der var et langt efterspil, men her får I opsummeringen …
Det var ikke en blodprop. Det var en belastningsreaktion, et wake-up call. Nu spørger du nok: ”Lyttede du så?”
Det korte svar er nej. Det gjorde jeg ikke. Det gjorde jeg først to år senere, da jeg tog medicin for en fejldiagnosticeret ADHD. Den rette diagnose viste sig senere at være høj IQ og udbrændthed. Åbenbart meget hyppigt set og fejlbehandlet blandt kvinder i ledelse.
Men hej, medicinen købte mig et halvt energiudpint år ekstra, før livet alligevel fik det, som det ville have det.
Og sikke et liv, livet havde klar til mig. Efter at have slikket sår, været ked af det og vred og gemmen hele den mølle, de fleste stressramte kan genkende, vågnede jeg op. Det var, som om jeg kunne se mit liv og de regler, jeg har fulgt for at være en succes, for hvad de var. Et teater, der dækkede over den virkelige livsglæde og mening med det hele. At hvis jeg tog frygt ud af ligningen, så var himlen faktisk blå, og jeg var en korkprop. At jeg selv har nøglen til at blæse skyerne ud af det lærred, min verden udspiller sig på, og at jeg popper op til overfladen som en korkprop, når jeg giver slip på frygt og kontrol.
Og her startede rejsen ind i smukke spirituelle oplevelser, sjælemøder med mig selv og andre, at mæske mig i videnskab inden for kvantefysik og hjerneforskning, der fik det hele til at give mening, og ikke mindst en rejse ind i mod og tillid til livet. Alt det kom, da jeg gav slip og lyttede til den subtile stemme. Intuitionen. Hjertet, som også har tusindvis af hjerneceller. Den række af hændelser, dét har ført til, ville jeg før have set som overnaturlige. Mirakler. Held. Nu ved jeg, at det er det, vi alle har mulighed for, når vi lader livet og sjælen sidde ved rattet.
Jeg vil slutte med at sende en hyldest til de danske ambulancereddere. Sikke et folk, I er. Sikke en støbning. Jeres ro, kompetence og evne til at stå på fast grund, mens den smuldrer for jeres patienter, er beundringsværdig. Tak for, at I har valgt det hverv.
Af hjertet tak for jer.