Vi overgav os til livet, og livet sagde “Spanien”
Har du nogensinde overgivet dig helt til livet? Eller forsøger du som de fleste andre at kontrollere livets udfald og retning?
Selv hørte jeg til de sidste. Det er det, vi er opdraget til i Danmark. At bruge vores evne til at tænke os frem til løsninger, åbne døre for os selv og klemme ballerne sammen og gennemføre det, vi har sat os for. Også selvom den lille stemme i os tavst skriger, at det er den gale vej.
Den er så fin, den lille stemme. Den er subtil og meget nem at overdøve. Det kræver en ledig kommunikationslinje at høre den, og den linje er ofte optaget af tanker, analyser, bekymringer og bearbejdning af noget, andre har sagt eller gjort.
Stemmens navn er intuition. Den har mange fine dæknavne som mavefornemmelse, sjette sans, ”jeg vidste bare” og ”jeg havde altid en lidt dårlig fornemmelse”.
Hos mig havde linjen været optaget så længe, at den nærmest var rustet til. Min krop havde fundet langt tungere skyts frem nu, og jeg stod og balancerede på kanten af udbrændthed.
Det var 2024. Jeg arbejdede som kommerciel direktør, og karrierestien viste fint og poleret retningen i mit liv. Opad. Eller – Gud forbyde – nedad.
I min villa i et pænt kvarter uden for Sønderborg levede jeg sammen med min mand og vores tre børn i et ”hamsterhjulsliv”, jeg i dag får åndenød af at tænke på.
Nu bor vi i det sydlige Spanien, alle fem og vores to glade hunde. Vi spejler os både i dem, der halser fra den ene fritidsaktivitet til den anden, for at børnene udvikler talenter, og forældrene har et rigt socialliv, og i dem, der lader sydens vintersol sive ind gennem marv og ben og lader livet finde sit eget tempo.
Vi hører mest til den sidste gruppe. Vi har været her i 4 måneder nu og er stadig ved at få vejret efter nogle travle år. Manana er på godt og ondt blevet et meget virkeligt begreb.
”Hvordan er det sket?” ”Sikke en modig beslutning.” ”Kan man bare det?” ”Havde I planlagt det længe?” og ”Ej, hvor vildt.”
Vi er blevet mødt med mange reaktioner, og svaret er: Vi lod livet føre an. Vi har nærmest ikke selv taget beslutningen. Første gang vi var her, var to måneder før, vi trillede ud af villavejen i Høruphav i en bil pakket til bristepunktet med tre spændte børn, to intetanende hunde og en spirende følelse af frihed og eventyr. Foran os ventede 5 dages køretur ned gennem Europa, og bag os lå alt det, vi havde kæmpet så hårdt for at opnå.
Et hus, vi havde totalrenoveret, da vi flyttede til fra København 8 år forinden. Vi havde fået det, som vi drømte om, men det var også blevet et fængsel. Corian-bordpladsen i et kæmpe udsigtskøkken. Den indbyggede baristabar, hvor granitpladen ikke var sort nok, da den kom, så vi købte en ny. Den komfortable gulvvarme, som død og pine skulle ligge i hele huset, også selvom det betød, at alt skulle graves ud.
Det hus ejede os mere, end vi ejede det. Et selvvalgt fængsel, der ikke tillod for mange afstikkere, da regningerne skulle betales, og det faldt os mere naturligt at opgradere end at nedgradere. Nu tog vi en afstikker af de helt store.
Vi havde valgt at overgive os til livet, og livet sagde Spanien.
Det havde talt sin sag overbevisende med nogle nærmest overnaturlige hændelser, ja, sågar mirakler. Livet havde skaffet os bolig, job, et godt overskud fra salg af sommerhus og lejere til vores hus, som selv var kommet og havde banket på. Barrierer, der for os lignede store fæstninger, fjernede livet med et enkelt penselstrøg.
Nu får den pensel lov at skrive vores historie. Og foreløbig er den smukkere, mere udviklende, lærerig og fyldt med små mirakler, end vi selv havde været i stand til at skabe. For vi ved kun, hvad vi ved. Hvad vi har oplevet i vores fortid, hvad vi har læst os til, og hvad andre har kunnet lære os.
Men livet ved alt.
Det er ikke alt regnbuer og sommefugle, og jeg skal nok fortælle jer om de svære ting, livet byder os på rejsen. Oplevelser og beslutninger, som både udvikler os, ryster os sammen som familie og udfordrer vores tro på, om livet nu også har helt styr på det her, eller om det er os, der er blevet skøre. Jeg kan dog afsløre, at livet altid viser sig at have helt styr på det, men ad veje, vi ikke selv havde valgt.