Kvinde – kend din power!

Verden har ikke brug for kvinder, der opfører sig som mænd.
Verden har brug for kvinder, der kender deres kraft og kvaliteter og er i stand til at stå i deres fulde styrke med al den livgivende og fredsskabende blødhed, fintunede intuition og moderlige overblik, som ligger i den modne feminine kraft.
Det er ikke svaghed – tværtimod. Det er lige præcis den styrke og de egenskaber, vi har brug for på direktørposterne, ministerposterne, arbejdspladserne, i klasseværelserne og i vores hjem, hvor de nye generationer vokser op.
Mine forløb, workshops og foredrag ”Kvinde – kend din power” er et opgør med det traditionelle syn på en powerkvinde.
Altså der, hvor vi bliver målt på, hvor meget vi udretter, hvor mange bolde vi kan jonglere med mellem arbejde, familie og fritid, og hvor stor anerkendelse, vi høster. Og ikke mindst hvor høj status vores jobtitel og løn giver os, og hvor umage vi har gjort os med den ret, vi tager med til børnehavens fællesbuffet.
Ny tids powerkvinde
Den nye tids powerkvinde er en kvinde, der mærker sig selv og er forbundet med sin sjæl og sit hjerte, så hendes indre kompas ikke tillader hende at være en del af problemet. Hun vil altid søge at være en del af løsningen for trivsel og vækst i alt, hvad hun gør, for det er det, hendes intuition fortæller hende. Og den lytter hun til! For hun ved, at det er hendes sjæl, der viser hende vejen, når hun lytter, og hun ved, at hun dér trækker på en højere intelligens end sin logiske hjerne – nemlig sin sjælsintelligens.
Den, der har det store overblik og ved, hvad der venter rundt om det næste hjørne. Den analyserer sig ikke bare frem til en formodning. Den ved det! Den er forbundet med alt og trækker sin viden og indsigt fra det kollektive universelle felt, hvor alle data er lagret. Den logiske hjerne ved kun, hvad den ved. Hvad den har oplevet, erfaret og lært i fortiden, og at den i høj grad er styret af overlevelsesinstinkter. Det ved hun, og hun har lært at bruge den som det gode arbejdsredskab, den er. Men den sidder ikke ved rattet. Det gør hun.
Vi træder ind i Hjertets tidsalder
Vi står på tærsklen af det, jeg kalder ”Hjertets tidsalder”. Der er efterhånden bred enighed inden for videnskaben, astrologien og fremtidsforskningen om, at vi bevæger os fra et gammelt paradigme til en ny tid, hvor kloden og mennesker får bedre forudsætninger for at trives. At den uro, vi oplever lige nu, er det gamle, der er ved at kortslutte, så noget nyt og bedre kan vokse frem.
For de nye generationer trives ikke i de gamle kantede og hierarkiske rammer. Det hører en forældet tid til. Nu går vi ind i en æra, hvor hjertet skal bruges som den imponerende hjerne, det er, med sine more end 40.000 hjerneceller.
Kvinder skal ikke lede på bekostning af mænd eller være i fjendskab med mænd. Mændene udvikler sig også nu og skal også modne den feminine energi i sig. Altså den feminine energi i den modne form, så den ikke kommer til udtryk som hysteri, manipulation eller ængstelighed, men som inkluderende, støttende, ærlig og hjertelig. Vi skal ind i den nye tid og tage ansvar i harmonisk samspil. Også selvom mænd historisk har været kvinder overlegne. Nu skal det finde en ny form, og for nogle af dem vil det tage tid. Men det skal ikke holde os kvinder tilbage!
Og vi kvinder skal også træde ind i den modne maskuline energi, så den ikke kommer til udtryk som aggression, mikroledelse og hierarkisk autoritet, men som integritet, mod og handlekraft. Det skal mændene i øvrigt også. Verden er færdig med de forvrængede, umodne maskuline og feminine energier i mennesker. Verden kalder på, at hvert enkelt menneske modner de energier i sig selv.
"Det er det stærke autentiske lederskab, den nye tid og de nye generationer kalder på."

